29.-30. Juni. (Billeder lige på trapperne) Multerne har været her et stykke tid nu, og med to fridage i lommen, skulle jagten på de danske sommergæster, nu for alvor sættes ind for første gang i år. Lusk smuttede en tur nord på for at sige dav dav til frederikshavner multerne, der da også kvitterede med at sende to af deres venner på 1,8 og 2kg., en tur på land. Turen gik efterfølgende ned til Udbyhøj multerne, hvor Piskost var mødt talstærkt op. Ingen Multer ville vise sig her, så den ene ørred efter den anden valgte at drille lidt, ved konstant at springe fri af vandet, uden at ville hugge. Piskost tog hjem over da solen gik ned, og Lusk fortsatte jagten natten over, lige midt i piratfiskernes hotspot. En hvid kassevogn kom flere gange i løbet af natten, trillende ned for at lyse på formanden. Der stod flere garn gemt på en tømmerflåde, med rester af store makreller, så hvorfor bilen vendte så hurtig om, hver gang lyset ramte den kønne formand, behøves man vist ikke ligge 2 og 2 ostemadder sammen for at regne ud. Piratfiskerne blev endelig væk, så stilheden i natten kunne nydes, så lang tid det da nu varede, for kort tid efter kom en rednings helikopter, der i et halvt minuts tid hang lige oven over hovedet med så mange projektører tændt, at man skulle tro der var happy hour i solcenteret. Ørrederne fortsatte med at springe natten igennem, uden de kunne lokkes til noget som helst. Ikke engang lokkende ord, om de kunne få en toffifee oppe i skoven, kunne lokke dem på land. Solen stod op og turen gik videre til Mols multerne. Her blev der kun observeret en lille flok multer i løbet af formiddagen, der forsvandt igen efter få kast. På hjemturen med drømmen om snart at skulle sove, blev der i Århus købt en papagøjefisk til grillen, problemet er bare der nok er mad til 100 mennesker i den fisk, så hvem er sulten?






Tillykke med multerne. Rigtigt godt vi er synlige ved Udbyhøj og andre stedet. Sikker på det stresser piratfiskerne!
Ps. Tror det er multerne “Udbyhøjerne” er på jagt efter!
Pics or it didn’t happen :p
it didn’t happen