12. juni. Farlige Frank, kendt som trussetyven fra rørskoven, overnattede fredag til søndag i sin luksus Jantejolle på Gudenåen sammen med kammeraten Bo, der i hjembyen Ribe også går under navnet Hovsa Bo. Der skulle fiskes sandarter og gedder dag og nat, så ud over de 15 kopper kaffe i timen, der gav ræserrøv i styrbord side, så skulle koncentrationen også være i topform, for ikke at sejle på land i nattens muld og mørke. De 3HK er nemlig ikke sådan at spøge med, når de er tunet med hønsesalat. Nå nu bliver det vist lidt plat, men tag noget sølvpapir i skoene og læs videre… Sandarterne var ikke i humør til at ende på middagsbordet, selvom der intens blev fisket i bund efter dem. Fiskeriet gik i stedet for over til gedderne, hvor der hurtig skulle vise sig at være lidt mere aktivitet. Lidt krokodiller blev hevet indenbords, inden atter en nat kom snigende. Det er ikke fordi en Jantejolle er verdens bedste dobbeltseng, og Farlige Frank bekræfter dog også, han den næste morgen havde en kropsstilling, der kunne bruges som støbeform. Søndag blev livet ombord på krydstogt jollen for meget, så skivet røg på land, og et par vakse ungersvende tomlede den ud til mosen. Her blev det igen til lidt gedder, der efter en sludder for en sladder om diverse røverhistorier, atter blev genudsat. Hovsa Bo var dagens mand, da han rundede weekenden af med manér, ved at komme et minut for sent til toget. Bare han nu ikke søger asyl her i byen.





